Søren’s Blog

Follow my blog with bloglovin´

Det første der rammer en når man får en depression hvorfor mig?

Ja det er svært og indrømme man har det svært, og har nogle uløste problemer der fylder ens hverdag, så man rent faktisk ikke en gang kan sove, jeg har desværre en meget stædig personlighed så der er gået i hvert fald et år før jeg har ville indrømme det, og jeg er blevet det jeg afskyer mest afhængelig af alkohol det vil sige øl, jeg kunne ikke sove eller være noget stæder om aftenen uden jeg fik mig et par øl, og til sidst skubbede min kæreste til mig for sagde jeg skulle lette røven ned til lægen, i første omgang sendte han mig til psykolog.

Jeg skulle selv vælge hvem jeg ville gå hos og valgte Jørn Janby i vejen, desværre var dette ikke lige frem noget der hjalp mig, fik det bare dårligere og dårligere for hvergang jeg var der, følte ikke jeg fik den hjælp jeg skulle have, og begyndte og hænge mere og mere med hovedet, og øllerne fyldte stadig mere og mere i min hverdag, 12 skulle der som regel til for jeg kunne lægge mig til at sove, til sidst prøvede lægen og give mig sovepiller, det hjalp heller ikke skulle stadig bare have mine øl først og fremmest, men da jeg endelig selv tog affære og bad om at komme til en psykriater skete der endelig noget, jeg er begyndt og tage 2 midler, et mod depression og en mod sove problemer, henholdsvis, Seropelx mod depression pt 10mg, men skal nok op af i dosis stille og roligt, og så Tolmin til at sove på, og det virker 12 timers søvn i døgnet med mindre jeg bliver vækket af noget efter 8 timer.

Nu må vi se hvordan det går med medicinen i fremtiden håber selv jeg kommer oven på igen.

Og endnu en gang husk og snakke med dine venner, og hold dem tæt ind til dig selv i en sværd tid lad være med og gøre som mig og skubbe dem væk fra dig når du har det svært, det har jeg måtte indse den dag idag, har ikke kontakt til alle dem jeg burde have kontakt til.

Og du skal være velkommen til at skrive til mig og høre hvilken psykriater jeg går hos, da han er rigtig dygtig, og ved hvad han laver.

Depression alkohol, Depression, Hverdag, kontakt, kæreste, psykolog, psykriater, seroplex, tolmin, venner

Dette er en tekst der stammer tilbage fra 2001 da jeg var 18 år.

Det var sidst i januar eller først i februar, det husker jeg ikke tydeligt. Min mor havde være indlagt i to eller tre uger, og fået taget mange blodprøver. Jeg gik på efterskole og troede bare det var influenza, eller noget i den stil. Så den 4. februar 2000, snakkede jeg med min far, han lød trist, og med det samme var der noget i mig der sagde, at min mor var alvorligt syg og jeg blev meget sur på min far, fordi han ikke ville fortælle mig det, så blev jeg ved med at smække røret på indtil han sagde, hvad der var galt. Han sagde, min mor havde en form for kræft, og mine tanke begynte at krese om ordet kræft og død, det har altid hængt sammen med kræft, og jeg blev meget ked af det. Så er jeg så heldig, at jeg har jordens dejligste veninde, der hedder Lisette. Hun var den første der hørte det, hun blev også meget ked af det, da hun kendte min mor lidt. Hun var nok den eneste der rigtig forstod mig. Det var sådan, at hun var der når jeg skulle bruge hende, og hun havde næsten altid tid til at snakke med mig og hjælpe mig. Hun trak mig altid op igen, og det er jeg glad for, for jeg tror, at jeg havde taget livet af mig selv, hvis jeg ikke havde haft sådan en god støtte som hende.

På et tidpunkt blev jeg bedt om at tage med til sygehuset igen, ikke for at besøge min mor, men vi skulle snakke med overlægen, han var flink, var mit første indtryk. Han fortalte om min mors sygdom, og hvad det indebar, kemo terapi, lang tid på sygehuset osv., men et ord der mærkede sig i mit sind var, han sagde det er ikke noget man dør af, men med, altså den sygedom min mor havde. Den hedder myalmotose og plejer at ramme, ældre folk, i alderen 60 til 100 år, men min mor var kun 45 år. Det kunne jeg ikke få til at stemme sammen, og i løbet af de første 3 måneder var min mor på sygehuset en 5 - 6 gange og hun fik det bedre og bedre og jeg blev gladere og gladere med tiden…………

Det min historie prøver at fortæller, er mine følelser da min mor blev syg, og at man altid skal huske på, at ens venner er der for at hjælpe. Det var der også i mit tilfælde og husk; mange kræftsygedomme kan helbredes 90% og nogle 100%.

Og tilsidst - hvis du føler lyst til at græde så gør det, da det ikke nytter at holde sine følelser inde i sige selv, og snak med andre, det kan dog være svært må jeg selv erkende, og har også fået rap over fingerne for ikke at snakke om det.

Problemer, Savn cancer, død, efterskole, Far, kræft, kærlighed, Mor, syg, sygehus, venner