Søren’s Blog

Julen er atter over os og idag skriver vi d. 23 december 2008, bedre kendt som lille Juleaften, i hvertfald i følge den kristene tros retning.

For mig har julen ikke den samme magiske virkning længere, ikke som da jeg var knægt, og knap nok kunne vente til d. 24, for så skulle jeg jo pakke gaver op, den følelse er der bare ikke mere, og har faktisk ikke haft den de sidste mange år, men når man har haft nogle elendige jule oplevelser er det vel ikke så sært?

Den værste af slagsen jeg kan huske, var året efter min mor døde, min farmor skulle komme på besøg og fejre julen sammen med mig og min far, men desværre endnu en gang drak min far sig i hegnet og maden smagte elendigt, og ja julegaverne hade han også glemt at købe, men nu er der heldigvis kommet lidt andre boller på suppen, sidste år holdte jeg jul med min svigerfamillie, og det var hyggeligt, der var ikke noget stress og jag, det var bare stille og rolig og utrolig hyggeligt, og heldigvis står den igen i år på en hyggelig aften med svigerfamillien, og i sidste ende kan man da kun håbe på julen får samme betydning som for år tilbage.

Min kæreste er nok den der har haft det sværest med at julen ikke betyder det helt store for mig, for hende betyder den jo stadig meget, gaver i overflod, massere af god mad og hygge med famillien, så når jeg siger til hende du kan få din julegave til januar kigger hun dumt på mig hehe, men hun har lært og acceptere at det er sådan som jeg er, og hun ved også gaven nok bliver bedre til januar når alt er på udsalg, kald mig nærig, sparsommelig, eller hvad i vil men det er bare min holdning hvorfor betale dobbelt op her i den dyre jule måned når alt er billigere i januar?

Det jeg glæder mig mest til er at se hvordan Mulle vores labrador reagere, hun er en meget glad hund og der er jo et juletræ, vælter hun mon det når hun bliver lidt for glad :-P og om hun kan finde ud af at pakke gaver op, se det kan jeg glæde mig til så lidt positivt er der vel i sidste ende?

Jul ambivalent, Far, forhold, gaver, Jul, kæreste, mad, Mor, svigerfamillie

Skrevet i 2001

Jeg har på det sidste været meget ned, fordi jeg savnede mine venner og min far som jo er den eneste jeg har tilbage, derfor tog jeg et drastisk valg, jeg sage stop mine føgelser var ikke 100% på min arbejdsplads, jeg besluttede der for at rejse hjem til Billund.jeg ringede til min far og fortalte ham mit valg, han virkede forståene, men men men jeg kunne jo ikke vide at det var han ikke, han var bare stang fuld og fattede ingen ting, dagen kom hvor han skulle hente mig, vi fik pakket og jeg kunne godt mærke på ham at der var et eller andet galt, og jeg skulle snart finde ud af hvad, vi kom til storebælts broen, hvor der ligger en MacDonal, og der stoppede vi for at få noget at spise, min far stod ud og rode, i en side lomme i bilen, jeg gik der om og der fandt jeg en tom flaske vodka 30 cl.

Total tom var den, jeg spurgte ham hvad pokker den var af, han sage så sanheden at han hade, drukket i flere måneder, lige siden min mor døde, og jeg blev ked af det, for jeg viste ikke hvad jeg skulle sige, når men jeg fik noget og spise og min far fik sove en god del af sin brændert ud, men hel ædru det var han nu ikke, så gik turen atter mod billund, det hele gled bare der ud af, da vi kom til lille bæltsbroen holdte vi igen en lang pause på 1 times tid, hvor min far så kunne sove igen, og da vi kørte var han helt sober igen.

Vi kom til en by der heder egtved, og vi kom da også et stykke ud fra byen, da vi så blå blink, vi bremsede meget let og vi kørte ca 50 km, da vi bremsede, og med et gled bilen af vejen, forenden fik en ordenlig bule da den ramte et vejskilt, falck kom hurtigt op til os og den kære falckmand, var meget bekømmeret for om der var sket noget, og ville egentlig helst vi lige kom en tur på skadestuen, dog var vi begge ok og vi blev trukket op og kørte videre hjem til Billund.

Problemer, Savn Arbejde, bil, Billund, cancer, druk, død, falck, Far, kræft, Mor, ulykke, vodka

Dette er en tekst der stammer tilbage fra 2001 da jeg var 18 år.

Det var sidst i januar eller først i februar, det husker jeg ikke tydeligt. Min mor havde være indlagt i to eller tre uger, og fået taget mange blodprøver. Jeg gik på efterskole og troede bare det var influenza, eller noget i den stil. Så den 4. februar 2000, snakkede jeg med min far, han lød trist, og med det samme var der noget i mig der sagde, at min mor var alvorligt syg og jeg blev meget sur på min far, fordi han ikke ville fortælle mig det, så blev jeg ved med at smække røret på indtil han sagde, hvad der var galt. Han sagde, min mor havde en form for kræft, og mine tanke begynte at krese om ordet kræft og død, det har altid hængt sammen med kræft, og jeg blev meget ked af det. Så er jeg så heldig, at jeg har jordens dejligste veninde, der hedder Lisette. Hun var den første der hørte det, hun blev også meget ked af det, da hun kendte min mor lidt. Hun var nok den eneste der rigtig forstod mig. Det var sådan, at hun var der når jeg skulle bruge hende, og hun havde næsten altid tid til at snakke med mig og hjælpe mig. Hun trak mig altid op igen, og det er jeg glad for, for jeg tror, at jeg havde taget livet af mig selv, hvis jeg ikke havde haft sådan en god støtte som hende.

På et tidpunkt blev jeg bedt om at tage med til sygehuset igen, ikke for at besøge min mor, men vi skulle snakke med overlægen, han var flink, var mit første indtryk. Han fortalte om min mors sygdom, og hvad det indebar, kemo terapi, lang tid på sygehuset osv., men et ord der mærkede sig i mit sind var, han sagde det er ikke noget man dør af, men med, altså den sygedom min mor havde. Den hedder myalmotose og plejer at ramme, ældre folk, i alderen 60 til 100 år, men min mor var kun 45 år. Det kunne jeg ikke få til at stemme sammen, og i løbet af de første 3 måneder var min mor på sygehuset en 5 - 6 gange og hun fik det bedre og bedre og jeg blev gladere og gladere med tiden…………

Det min historie prøver at fortæller, er mine følelser da min mor blev syg, og at man altid skal huske på, at ens venner er der for at hjælpe. Det var der også i mit tilfælde og husk; mange kræftsygedomme kan helbredes 90% og nogle 100%.

Og tilsidst - hvis du føler lyst til at græde så gør det, da det ikke nytter at holde sine følelser inde i sige selv, og snak med andre, det kan dog være svært må jeg selv erkende, og har også fået rap over fingerne for ikke at snakke om det.

Problemer, Savn cancer, død, efterskole, Far, kræft, kærlighed, Mor, syg, sygehus, venner